Long time, no see

Jeg har en svag tilbøjelighed til at snakke om tiden og manglen på samme disse dage. Grunden til det må være at jeg slet ikke har registreret november-måneden og forleden dag også opdagede at vi var i midten af december. Kæmpe chok! Jeg er slet ikke færdig med dette år, og selv om det er svært at remse op de ting, jeg havde planlagt, men ikke nået, føler jeg stadig virkelig meget stress. Det underlige er, at min omgangskreds har delt sig op i 2 grupper, hvor den 1. bliver ved med at gentage at jeg stresser for meget over mit liv, at jeg er for ung, at alting vil komme til mig og at jeg har styr på det; den 2. gruppe bliver ved med at undre sig over hvor jeg er på vej hen, hvad jeg gør for at komme videre og hvad er det egentligjeg vil. Og det er ikke kun unge versus voksne, der kommer med de forskellige spørgsmål, der er lidt af hvert i grupperne. Det er svært at sige, hvem jeg holder med, men resultatet af al den tænkning er ofte, at jeg vender tilbage til triviale og hverdags tanker, der bliver til ‘to do’ lister, som ender med et reelt resultat. De store spørgsmål forbliver ubesvarede og tiden går. Andre dage går det anderledes og dagens gøremål må vente, indtil en eller anden vigtig beslutning bliver taget, hvilket den sjældent gør. Så sker der slet ikke noget.
Når jeg ikke kan ændre noget ved helheden, begynder jeg at ændre på mig selv. Denne gang gik det udover håret. Det vendte tilbage til sin naturlige hårfarve, hvilket skete ved en farvning, der slet ikke kan ses, hellere ikke af mig selv. Hvis det skulle sammenlignes med noget var det som om, jeg trykkede på ‘Undo Blond’ og så var det hele tilbage til det normale.
Eftersom det vendte tilbage til noget, jeg havde set på i de fleste år af mit liv, kunne jeg ligeså godt få mit pandehår tilbage, men med et rockabilly twist. Nu er det kortere end nogensinde, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil vænne mig til det. Hvis ikke jeg gør indenfor det nærmeste stykke tid, bliver det nødt til at blive langt igen. Måske er jeg bare ikke en pandehår-person længere.
Anyways, det er snart nytår og jeg begynder først at tænke på mit nytårs outfit nu, hvilket betyder at jeg er viiirkelig for sent på den. Jeg tror at den lave temperatur herhjemme gør det umuligt at tænke på andet end pels og strik. Jeg får i hvert fald kuldegysninger når jeg kigger på kortærmede kjoler og corsager, som jeg ser som nytårsmateriale.
Der vil med sikkerhed kommer nogle nytårs-inspirationsbilleder i de næste posts.







Hvis man kigger på de fine eksempler af min pandehårlængde, er det umuligt at forbigå “the pout”. Dén må jeg øve mig på fremover.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: